Mens mange kopiorkestre nøjes med at kopiere musikken, så er Elevation en total-oplevelse, hvor publikum tages med på en rejse igennem de irske sværvægtere i U2s karriere.

Til tonerne af hits som Sunday Bloody Sunday, Where The Streets Have No Name, Pride (In The Name Of Love), One, Vertigo, Magnificent – og selvfølgelig Elevation – kræser bandet for publikum med et nærværende og intenst show, hvor det ikke skorter på publikums-interaktion.
Man kan mærke at de fire bandmedlemmer brænder for U2s musik og nyder at fremføre numrene – derfor er der også altid en masse overraskelser til hardcore U2-fans, både i form af lidt sjældnere numre samt en masse referencer til irernes mange store koncert-turneer.
Det er således ikke sjældent, at man som publikum til en Elevation-koncert både svinger med hvide flag, drikker champagne med bandet, bader i pengesedler, ser guitarister i fuldt læder-outfit og sangere med cowboyhatte – ligesom det ikke er umuligt at man under en Elevation-koncert synger, spiller med, danser, hopper, fester, griner eller græder.